I april 1987 blev Jigme Singye Wangchuck den unge monark af Bhutan, en lille Himalaya Nation, der blev klemt mellem de muskuløse skuldre i Indien og Kina, blev interviewet af Finansielle tider. På spørgsmålet om Bhutans udvikling, der bevægede sig i en snegle tempo sammenlignet med Nepals og Thailands, tilbød Wangchuck et svar, der øjeblikkeligt trådte ind i annalerne fra Bhutanese Legend. Brutto national lykke, erklærede han, er vigtigere end bruttonationalproduktet.
Kong Wangchucks bemærkning galvaniserede hans folk, der allerede søgte en måde at forene deres dybt holdte tibetanske buddhistiske overbevisninger med den obsessive materialisme i den postindustrielle verden. Og det udløste en debat om et spørgsmål, som amerikanere på trods af de løfter, der blev afgivet af uafhængighedserklæringen, aldrig har forstået. Hvad er lykke, og hvordan dyrker en regering denne undvigende stat i hjertene og sindet hos borgerne?
Ind i dragens land
Efter 2. verdenskrig, da De Forenede Nationer begyndte at gå i spidsen for udvikling over hele kloden, blev alt set gennem linsen af økonomisk vækst: veje og lufthavne, dæmninger og minedrift. Senere tror jeg, at verden blev klar over, at mange lande i denne søgen efter økonomisk udvikling havde mistet deres sjæle, siger Kinley Dorji, chefredaktør for Kuensel, Den nationale avis i Bhutan. Deres kultur var væk, deres miljø var væk, deres religiøse arv var væk. Bhutans tilgang til udvikling, Gross National Happiness, er en afklaring af denne proces.
Bhutan er omtrent en tredjedel af størrelsen på Nepal, der ligger ret vest, lige uden for en skiver af Indien. Buddhismen ankom der i det syvende århundrede, omtrent på samme tid nåede den Tibet. (Padmasambhava, den store tantriske mystiker, hvis esoteriske lære fascinerede Nepal og Tibet, er også æret i Bhutan.) Nogle af de tidlige bosættere, der rejste fra Tibet til Bhutan, kaldte sig selv drukpa, eller Dragon People, og navnet druk yul (land i dragon) er hvad ethtan Bhutanese stadig kaldte deres land.
Bands af krigermunke fejede gennem regionen indtil det 17. århundrede, hvor en magtfuld Drukpa Abbot, der kaldte sig Shabdrung (ved hvis fødder man indsender), beslaglagde kontrol. Shabdrung kørte en bølge af tibetanske indtrængende, knuste et internt oprør ved at konkurrere lamas og begyndte processen med at forene Bhutan. Under Shabdrung byggede Drukpa fæstningslignende klostre kaldet Gong Massive citadeller, der stadig tjener som Bhutans religiøse og administrative centre.
For at komme ind i dette tidløse land, og dette er kun min anden gang på mere end 20 års rejser i Asien, der gør det, tager jeg en kort, men spektakulær flyvning mellem Kathmandu (hovedstaden i Nepal) og Paro, hvor Bhutans eneste lufthavn er placeret. Efter mindre end en time falder Druk Air Jet over tykke skovklædte fodbold og lander ved luftstrimlen, 7.300 fod over havets overflade. På trods af deres nærhed er Nepal og Bhutan verdener fra hinanden. Landing i Bhutan er jeg forbløffet over ny af Sylvan -bjergene, sød luft og brusende floder. Det er langt fra Kathmandu -dalen, der i den tørre forår ligger under en pall af forurening omgivet af afskovede bjergskråninger og giftige, anemiske vandløb. Mest dramatisk af alle er Bhutans relative tomhed: Nationens samlede befolkning (fra 2002) er mindre end 700.000 sammenlignet med 25 million For Nepal.
De fantastiske forskelle mellem Bhutan og Nepal er ikke utilsigtede. Mere end nogen af dens sydasiatiske naboer har Bhutan dyrket en obsessiv nationalisme, drevet af en magtfuld mistanke om forandring. På nogle måder virker det mere som en uberørt religiøs tilbagetog eller en eksklusiv country club end en suveræn stat.
Dette tankesæt blev tydeligt synligt i slutningen af 1980'erne, da King Wangchucks regering, der så den eksploderende hindu-nepaliske befolkning i landets syd som en trussel mod Bhutans Drukpa-identitet, tog desperate skridt. Det krævede en påklædningskode, der krævede mænd og kvinder til at bære den traditionelle robelike Gho og tænke, henholdsvis i åbningstider og til formelle lejligheder. Walking the Streets of Thimpu, Bhutans rustikke kapital, jeg har lyst til at være i sættet af Star Trek En episode, hvor besætningsmedlemmerne befinder sig på en planet med tilsyneladende føjelig, pyjama-klædte fremmede. Bhutanske voksne, der er fanget i T-shirts, bliver bøde eller tvunget til at tilbringe en uge på et arbejdshold.
frynser frisure mænd
Også i slutningen af 80'erne blev Dzongkha gjort til Bhutans officielle sprog, og Mahayana -buddhismen var sin officielle religion. Taget ud af sammenhæng kunne disse politikker læses som fascistiske. Men når man kigger rundt i regionen ved Tibets brutale besættelse, giver Nepals tankeløse udvikling og Indiens religiøse strid Bhutans bestræbelser på at homogenisere dens nationale identitet mening. Alle figurer i King Wangchucks store eksperiment for at opretholde sit land som et tæt sammensat samfund og nå det oplyste mål om bruttonational lykke.
De fire søjler af lykke
Problemet med en politik som grov national lykke er øjeblikkeligt åbenlyst for enhver, der har arbejdet i udenlandsk bistand eller udvikling: lykke er immateriel. Hvordan måler du det? Hvordan ved regeringen, at den har nået sit mål?
I udkanten af Thimpu, langs bredden af floden, står et umærket stukket hus mellem en vokset gård og en lille tømmermølle; Det er Center for Bhutan Studies. Jeg klatrer op på en kort flyvning af støvede cementtrin og ankommer til en trædør, blokeret af et hængende tibetansk tæppe. Når jeg løfter det tunge gardin, er jeg i forbløffelse. Inden for er en højteknologisk lair fyldt med computere og alvorlige forskere, hvoraf den ene, en mand ved navn Sonam Kinga, går frem for at hilse på mig. Kinga er klædt i en smart sort og hvid gho. Hans ovale briller er perfekt tilpasset hans smukke, symmetriske ansigt. Han taler hurtigt og lægger en pæn ramme omkring den abstrakte opfattelse af grov national lykke.
Lykken er uden for måling, tillader han. Det er en ultimativ tilstand, som vi arbejder mod. Men der er midler, der tager dig derhen. Og det er det, der kan kvantificeres. Centret, siger Kinga, har brugt buddhistiske principper til at identificere fire specifikke søjler, hvorpå bruttonational lykke hviler på: god regeringsførelse, kulturel bevarelse, miljøbeskyttelse og økonomisk udvikling. Hver af disse, indrømmer han, har kvaliteter, der aldrig har været og aldrig kan kvantificeres, men hver kan analyseres objektivt.
Lad os tage kulturel bevarelse, siger Kinga. Vi har omkring 2.000 klostre i dette land. Selve det faktum, at de stadig er aktive, at de støttes af staten, at der er munke, der gør, hvad de har gjort i århundreder, er et håndgribeligt aspekt af kulturbeskyttelse. Vi kan tælle antallet af munke, der studerer; Vi kan tælle antallet af gamle klostre, og hvor mange nye der er ved at blive bygget. Hvad vi Kan ikke Tælling er den kulturelle virkning af alt dette værdien af at holde disse traditioner i live.
Som enhver anden bhutanesisk, jeg taler med, ser Kinga grov national lykke som en personlig såvel som et professionelt mål. Det er en livsstil, fremme af nationalisme og åndelig praksis. I det bhutanske samfund er kongen den samlende kraft, siger han. Han er ikke kun en politisk figur; I kernen er han en buddhistisk leder. Visdom af vores konge i at integrere visdom og medfølelse med videnskabelige metoder og tilgange er grundstenen i vores nationale politik. Når vi nedbryder alle aspekter af Bhutanesisk liv, er der få steder, hvor regeringen ikke kommer ind. Ikke som en mellemliggende styrke, men som en styrke, der supplerer private menneskers initiativ.
Skoler opføres overalt, på trods af at Bhutan, Kinga minder mig om, er intenst agrarisk. (Cirka 85 procent af alle Bhutanese er landmænd.) Uddannelse er gratis op til universitetsniveau, og regeringen leverer universitetsstipendier til undersøgelse hjemme eller i udlandet, til studerende med kvalificerende testresultater. Kinga tikker nogle yderligere fordele ved at være et bhutansk emne: medicinsk behandling er gratis for alle; En national pensionsplan, der er designet til at styrke den formindskende rolle som den udvidede familie, er netop blevet frigivet; Moderskabsorlov er tre måneder for kvinder, 15 dage for nye fædre.
Eco-belysning
Bhutans regering er også dybt investeret i den tredje søjle af grov national lykke: landets miljø. En strategi til beskyttelse af nationens miljø er den stramme kontrol af turisme. Ingen turister overhovedet fik lov til Bhutan før 1974. Politikken er siden blevet afslappet, men antallet af besøgende er stadig strengt begrænset. I 1998 sværmede en halv million udlændinge ind i Nepal; Bhutan indrømmede kun 5.000. Og med alle besøgende, der opkræves omkring $ 250 pr. Dag (som inkluderer transport, logi, en certificeret guide og alle de chili, du kan spise), ser du ikke en masse shoestring -backpackere.
Selv denne begrænsede mængde turisme er under belejring. For nylig, da Kuensel kørte forargede breve, der rapporterede, at turister havde antallet af lokale på en traditionel buddhistisk festival, trampede over templets grund og skubbede deres videokameraer i dansens ansigter, begyndte nogle Bhutanese at spørge, om enhver .
fyre 70'er hår
Når det kommer til at bevare deres naturlige miljø, er Bhutaneserne dog af et sind. Næsten hver uddannet borger kan recitere statistikker om landets forbløffende biodiversitet. Bhutan er vært for 165 arter af pattedyr og mere end 675 fuglearter. Der er 600 arter af orkideer alene og mere end 300 medicinske planter, som Bhutaneserne stadig praktiserer traditionel medicin, som undervist i de buddhistiske sutraer. Det bhutanske engagement i miljøbeskyttelse er intet mindre end inspirerende og kunne tjene som en model for verden som helhed. En anekdote angiver dybden af denne forpligtelse. For et par år siden installerede beboere i Phobjikha Valley, berømt for sine vandrende kraner, stolt elektricitet i deres landsby. Det blev imidlertid snart opdaget, at nogle kraner flyver ind i kraftledningen. Så landsbyboerne rev dem ned og skiftede til solenergi.
Der er mange andre eksempler på denne form for miljøvenlighed. Plastikposer, udviklingsverdenens bane, er forbudt; Det samme er to-takts motorer. Og regeringen har for nylig indført love om hårde brændstofkvalitet. Fiskeri i de fleste floder er forbudt, ligesom jagt. Kvæggræsning, der har ødelagt den amerikanske midtvest, er begrænset. Logning er begrænset, og minedrift kontrolleres strengt. 2. juni er kroningsdag, men kongen har afskrækket pomp og parader, der erklærer den sociale skovdag i ferie og beder skoler og lokalsamfund om at plante træer landsdækkende. Mindst 60 procent af Bhutan forbliver under skovdækning, og en fjerdedel af landområdet er beskyttet inklusive enorme migrationskorridorer, der giver dyrelivet mulighed for at passere uhindret fra den indiske delstat Assam til Kina.
Disse bestræbelser, vi gør ved miljøbeskyttelse, er ikke en ny ting, siger Sonam Kinga. De bæres ikke af de nyeste moter eller bekymringer ved ødelæggelse. De har altid været en del af Bhutanesisk socialt liv og adfærd, sammenvævet med indflydelse af buddhismen i vores samfund. Det er en integreret del af bruttonational lykke.
For eksempel, forklarer han, ser vi ikke på træer eller floder som blot biomasse. Vi ser dem som levende enheder. Klipper er opholdsstedet af visse guddomme, der garanterer beskyttelsen af et samfund. Nogle dyr, som hjorten eller tigeren, er monteringerne af lokale guddomme. Så buddhismens indflydelse har altid været en nøglefaktor i bevaring her. Og ikke kun af flora og fauna, men endda af ikke -menneskelige ånder. Vores beskyttelsesbeskyttelse strækker sig ud over den fysiske biosfære.
En intens enhed med det buddhistiske hjemland ser ud til at definere den bhutanske personlighed. En aften stopper jeg ind for et skud af Dragon's Breath en lokal rom tilført med bhutanske chilier i den populære Benez -bar. Der møder jeg Tshewang Dendup, en ung bhutansk journalist, der for nylig er vendt tilbage fra 18 måneder på University of California, Berkeley. Når jeg spørger Dendup, om han blev fristet til at blive i Amerika, kaster han mig i vantro. Som næsten enhver bhutanese, der er uddannet i udlandet, fløj Dendup hjem i det øjeblik hans studier sluttede. Da jeg stod i César Chávez Park, med San Francisco over bugten og Berkeley -bakkerne bag mig, vidste jeg, at jeg var på et magtsted, siger han og nikker. Men det fristede mig aldrig nogensinde til at blive i U.S.A. Jeg længtede konstant efter en dosis af Himalaya -fornuft.
Camelot East
En morgen klæder tre bhutanske venner mig op i en lånt GHO. Det ser ud til at være en god måde som enhver at opleve den bhutanske livsstil indefra og ud. Jeg finder tøjet både vægtigt og befriende slags en tung badekåbe. Således påklædt satte jeg af sted med min guide til Simtokha, på den sydlige hældning af Thimpu Valley. Her ligger Bhutan's ældste Dzong, bygget af Shabdrung i 1627. Overfor fra Dzong er en gymnasium, der lige har sluppet ud til frokost. Jeg slentre op ad vejen, stopper børnene og spørger to ting: deres egne definitioner af lykke, og om de synes, at deres regering faktisk bryder sig om dem.
Lykke betyder fred, sir, siger en dreng ved navn Sonam Dorji. Hvis der er fred, kommer der naturligvis lykke. Nej, sir?
Bhutans regering forsøger at skabe lykke, og den bryder sig om mig og mine venner, gentager Yeshi Chudu. Mit liv i Bhutan er meget glad, er enig i Sonam Choekyi. Jeg er ikke bekymret så meget, næsten mine studier. Og ja, regeringen bekymrer sig om os. Kongen prioriterer Bhutans ungdom! Jeg lytter til alt dette i ærefrygt; Det er ikke det svar, du ville få på mange amerikanske gymnasier. På den anden side har kommentarerne en uhyggeligt scriptet ring. Jeg griner og forstår, hvorfor nogle rejsende henviser til Bhutaneserne som Stepford -buddhister.
Nøglen til dette fænomen Bhutan som Camelot East er den eneste ting, som de fleste af Bhutans naboer, især stakkels Nepal, mangler: den stærke ledelse af en smart buddhistisk konge. En af de mest slående seværdigheder, jeg har set i Bhutan, er et fotografi af King Jigme Singye Wangchuck, nu i slutningen af 40'erne. Han er en særlig smuk mand. På fotografiet er Wangchuck iført en snappet rød gho krøllet ned, hovedet lidt vendt og lytter intenst til en ung dreng. Sammen med knæer, sport kongen et par robuste vandrestøvler. Han ser ud til at være en centimeter en folks monark skarp og bekymret, majestætisk, men tilgængelig.
Og i den bedste tradition for buddhistisk styre er kongen tilgængelig. Enhver bhutansk statsborger med en klage kan plante sig selv på vejen for den kongelige motorcade, der holder et ceremonielt tørklæde, kaldet en Kopné. Hans Majestæt er tvunget til at stoppe og høre andragendet. Hvis han føler, at sagen har fortjeneste, henviser han den til det kongelige rådgivende råd, det bhutanske ækvivalent med den amerikanske højesteret er forskellen, at rådet inkluderer buddhistiske adepter.
Jeg møder rådmann Gembo Dorji i hans reserve, men moderne kontor i Tashichhoe Dzong, en spredt hvid forbindelse, der fungerer som landets Capitol Hill og det centrale bispedømme. Dorji, nu 37, forlod universitetet og blev en munk i en alder af 21 år. En rolig, næsten uhørligt blød talt mand, han bærer en maroon og gul kappe og en voluminøs casio på sit håndled. En rustfarvet Kopné, der er dræbt over hans venstre skulder, identificerer ham som medlem af den højeste domstol i landet.
Jeg beder rådmanden om at forklare, hvordan en buddhistisk retsvæsen bidrager til god regeringsførelse, en af de fire søjler af bruttonational lykke. Vi i Bhutan har bevaret vores kultur så længe mellem meget magtfulde nationer, kun på grund af buddhismen, siger han. Så moralsk uddannelse er meget vigtig. Vi tror, at ægte lykke kun kan komme indefra.
Er der sådan noget som fundamentalistisk buddhistisk lov, spørger jeg med sædvanlige sanktioner og straffe?
Vores lov er bestemt baseret på buddhistiske principper, svarer han. Men det stave ikke sanktioner. Der er ingen dødsstraf. Livsvarig fængsel er den højeste straf eller annullering af en forretningslicens for en forretningsmand. Vi vejer prioriteterne for hvert enkelt tilfælde, vi skal adressere.
Er der noget forsøg på at rehabilitere kriminelle ved hjælp af buddhistiske principper?
Ikke endnu, indrømmer han. De går bare i fængsel. Men hver gang en sag kommer til vores råd, prøver vi at se situationen så medfølende som muligt med forståelse for motiveringer som vrede, jalousi og lidenskab og se, om det kan afvikles gennem gensidig forståelse. Vi kalder andrageren, der har appelleret og tillader ham at tale sit sind. Derefter forklarer vi måder at komme til en forståelse eller aftale baseret på buddhistiske principper. Sagsøgeren får 10 dage eller to uger, og i løbet af denne tid prøver de at tænke og diskutere sagen med mennesker, der kan give dem gode råd. I mange tilfælde fungerer det.
Dette perspektiv på loven er spændende, som det ser ud til at Depersonalize forbrydelse. Dommen bliver en mulighed for buddhistisk praksis og åndelig vækst. Hvordan kan vores samfund ændre sig, spekulerer jeg på, hvis vi forsøgte at se kriminelle handlinger fra seksuelt misbrug til terrorbomber gennem linsen med medfølelse snarere end afsky eller hævn? Vores sanktioner forbliver muligvis stive, men vores evne til at aflede fremtidige forbrydelser ville være langt større.
2000'er herretøj
Problemet med nationalisme
Bhutan er et bemærkelsesværdigt sted, og begrebet bruttonational lykke er uimodståeligt. Men kongeriget, på trods af sin turistpropaganda, er ikke Shangri-La. Ligesom demokrati, virksomhedsetik eller instant kaffe er dets mål et teoretisk mål, der måske eller måske ikke realiseres.
Hindringerne for grov national lykke erklærer Kuensel Redaktør Kinley Dorji, er hindringerne for Bhutan. Vi sidder på den schweiziske café og frokost på samosas og æblejuice. Jeg forventer, at Dorji skal fokusere på Bhutans to torneste politiske kriser. Assamesiske militante i det jungly syd, der kæmper for et hjemland, har krydset grænsen og angrebet Indien fra inde i Bhutan. New Delhi har truet repressalier, men Bhutan forsøger at resonnere med oprørerne. (Da denne historie gik til tryk, havde den lille bhutanske hær faktisk engageret oprørerne i væbnede konflikter.) Så er der det pinlige spørgsmål om omkring 100.000 nepalesiske flygtninge, hvoraf mange af familier boede i Bhutan i generationer. Disse mennesker blev startet fra Bhutan i slutningen af 1980'erne, efter at folketællingstallene antydede, at de til sidst ville overgå den oprindelige Drukpa. De fleste er nu i snusket lejre i det sydlige Nepal.
Men Dorjis vigtigste bekymring viser sig at være tv en ukuelig styrke, der blev introduceret til Bhutan for kun fem år siden og kom for næsten en luftinvasion. Da satellit -tv ankom i 1999, siger Dorji, Kuensel Modtog breve fra nødlidende børn, der havde fået en dosis af World Wrestling Federation. Vi taler om en generation af børn, der er opdrættet i et stærkt buddhistisk miljø, siger han. Nu skrev de til os og sagde: Hvorfor slår disse voksne mænd hinanden så nådeløst? Hvorfor?' De var meget forstyrrede. Dorji sukker. I dag accepterer de selvfølgelig det.
Dette er noget af en underdrivelse. Overalt i Thimpu bemærker jeg børn, der bærer t-shirts, der indeholder stjerner af WWF-gulvet hinanden med glædelige smackdowns. Baywatch og MTV T-shirts are equally popular. There’s little doubt that violent og explicit shows affect social behavior, especially that of young men. During my stay, a Western woman was molested while walking alone through Thimputhe first time something like that had occurred, an aid worker tells me. The values instilled by our parents, the oral tradition, grogfathers’ stories around the fire at nightthat’s what television has replaced, Dorji declares.
Det er underligt at høre en avisredaktør bebrejde medierne for sit lands onde. Men Dorji, hvis ni- og 11-årige sønner er enorme Baywatch Fans, er virkelig nødlidende. Han vil se buddhistiske idealer og etik bragt ind i børns liv, der starter på grundskoleniveau. Han føler, at disse værdier skal være en del af læseplanen og integreret i skolelæsningsmateriale, og at moderne forældre med deres moderne bekymringer ikke længere er pålidelige kilder til buddhistisk træning. Bhutan er et lille land, kilet mellem to store nationer, siger han. Principperne for grov national lykke er fusioneret med vores overlevelse. Bhutanske mennesker, især den yngre generation, er nødt til at vokse op med at værdsætte den nationale identitet: vores kulturelle, religiøse og miljømæssige arv. Hvis det forstås, vil folket vide, hvordan de skal håndtere alle deres problemer.
Nogle af menneskerne, alligevel. Hovedfluen i salven af grov national lykke, for mit øje, er ikke Sex og byen Men den meget fremmedhadede nationalisme, der har gjort det muligt for Bhutan at overleve i en næsten uberørt tilstand.
Dette er virkelig tydeligt på gaderne. Når jeg går langs Norzin Lam (en avenue, der halverer Central Thimpu), som er foret med træbutikker og tyk med fodgængere, tænker jeg på, hvordan tøj kan være en stor udligning, men i Bhutan viser det en øjeblikkelig sondring mellem den oprindelige befolkning og alle andre. Bortset fra vesterlændinge, der er fritaget for påklædningskoden, er de eneste mennesker, der ikke er i national kjole, dem af indisk og nepalesisk oprindelse, som konstant mindes om, at de ikke er og aldrig vil være, bhutanske borgere.
Uoplyste politikker
En times kørsel vest for Thimpu, byen Paro er som en vild vestby: to-etagers bygninger med malede facader og håndbrevede tegn, mænd, der ligger mod trævægge, støv djævle hvirvlende ned ad hovedgaden og sendte gamle kvindelige kvindekort ind i dørstikker med lommetørklæde presset over deres ansigter.
I Paro møder jeg en schweizisk hjælpearbejder, jeg kalder Reno, der giver mig masser at tygge på med hensyn til situationen for ikke-drukpa-beboere. Der er syv rækker af bhutansk statsborgerskab og opholdsstatus, siger han, som kan ændres baseret på adfærd. Hvis en Bhutanese gifter sig med en udlænding, falder hans eller hendes bedømmelser. Og dem uden et ikke -opjektionskort kan ikke få pas eller finde jobbetjente job. Disse nationalistiske politikker arbejder undertiden endda mod Bhutaneserne, hvis de tilfældigvis er af nepalesisk oprindelse. Hvis din onkels søsters søn er i en nepalesisk flygtningelejr, siger Reno, kan du finde ud af, at du har nogle vanskeligheder.
This isn’t ethnic cleansing but passive-aggressive behavior that makes non-Drukpa feel like second-class citizens. Bhutan isn’t like Africa, where they kill each other with machetes, Reno says. But the authorities can prevent so-called southern Bhutanese from getting good jobs and slowly get rid of them that way.
En ironi er, at da mange Drukpa stadig er afhængige af traditionel tibetansk medicin, har uddannede indianere og nepalesere en tendens til at fungere som deres læger og sundhedsudbydere. Og mange sydasiater arbejder i Bhutan på undervisnings- og regnskabskontrakter.
Senere, i en lille paro-restaurant, er jeg sammen med Drolma (ikke hendes rigtige navn), en 23-årig kvinde med et bredt, grinende ansigt. Hun er helt klart af nepalesisk afstamning. Gå ned til det sydlige Bhutan, og du kan se, hvad der virkelig sker, siger hun stille. Når ministrene kommer til byen, kan nepaleserne ikke møde dem. Og det er altid Drukpa, der får fremskridt, kampagnerne og mulighederne for at studere i udlandet. Hun ryster på hovedet.
Selvom Drolma blev født i Bhutan, er hun ikke borger; Hendes identitetskort mærker hendes klasse 6, en ikke -statsligt beboer. Men hun hader Nepal, og der er ikke noget arbejde i Indien, så hun bliver i Bhutan, indtil hendes status er opdaget, og hun er sparket ud. Nepalesere, der bor her, har ingen menneskerettigheder, siger hun og trækker på skuldrene. Brutto national lykke? Jeg tror ikke det.
Forestil dig alle mennesker
Intet land, ikke engang et Himalaya -rige, der blev grundlagt på buddhistiske principper, er perfekt. Men Bhutan har i det mindste en ramme for selvforbedring og en samvittighed om dens handlinger. Og landet er i færd med at skabe en ny forfatning. Udkastet til dokument er for eksempel fuld af vidunderlige sætninger, det giver umistelige rettigheder til dyreliv og træer såvel som til mennesker. Det forvandler Bhutan til et forfatningsmæssigt monarki, der styres af et ministerråd. Mest forbløffende, det indeholder på Wangchucks insistering en klausul, der gør det muligt at fjerne kongen fra tronen, hvis hans emner mister tilliden til hans styre.
Én ting ved Camelot: Det ville ikke have fungeret som en republik. Mange bhutanske frygter, at regeringen af folket er for meget forandring, for tidligt. De er ikke sikre på, at Bhutan er klar til demokrati og peger på korruptionen i Nepal og Indien som eksempler på, hvad den nye forfatning kan medføre. Vi behøver ikke at skynde os eller holde trit med den moderne verden, insisterer på PEMA (igen, ikke hendes rigtige navn), en artikuleret sygeplejerske. Ja, demokratiske principper er det, vi sigter mod. Men vi er nødt til at tage dem i vores egen kontekst uden nødvendigvis at følge, hvad andre mennesker har gjort.
krøllede frisurer mænd
Når Bhutan forbereder sig på at vedtage nogle amerikanske politiske og kulturelle værdier (fra at oprette sin egen regning om rettigheder til udsendelse Sex og byen ), et spørgsmål beder mig. Hvordan kan USA ændre sig, hvis vores regering og mennesker afsætter mantelen af en supermagt og fokuserede på lykke som det ultimative mål for vores nationale og individuelle liv? Det er et frustrerende emne, da ressourcerne til at skabe et sådant samfund helt klart er inden for vores midler. Men ressourcerne er ikke nok. Den afgørende ting, som Dalai Lama har påpeget, er motivation, og vores er blevet kompromitteret af årtier med virksomhedsgrådighed, personlig materialisme og sitcom -kørsler.
Vi kan stadig fortsætte med at håbe på en oplyst amerikansk æra i en alder, hvor vores nationale politik er baseret på medfølelse snarere end grådighed. At komme til det punkt er måske ikke vanskeligere end at løse en berømt buddhistisk koan: Hvem er modig nok til at løsne klokken fra den hårde løvehals?
Svar: Den, der bundede den der i første omgang.
Jeff Greenwald (www.jeffgreenwald.com), en Sv Bidragende redaktør skrev om de etiske implikationer af åndelig rejse til Burma til vores november 2003 -udgave.
