Lige i tide til valgdagen sker der en interessant samtale i Yoga -blogosfæren om samfundets rolle i dette valg.
Sidste uge blogged Matthew Remski Elephant Journal Et opfordring til yogasamfundet om at hylde både idealisme og høflighed til højlydt og offentligt støtter Obama. Hans argument er, at selvom samfundet ser ud til at have en progressiv bøjning, er der ikke meget åben støtte til en kandidat (selvom vi har set rapporter om, at flere yogalærere har doneret til Obamas kampagne, og Obama Facebook -tilhængere er mere tilbøjelige til at læse Stylesway VIP). Remski peger på den ikke-partisanske platform af måtten, ind i verdens yogavoter og tanken om, at vi skal flytte bevidstheden som yogier.
Mit spørgsmål til yogasamfundet som helhed er: Hvorfor har vi ikke set en eneste fremtrædende lærer- eller yogaorganisation formelt og offentligt støtter Obama-Biden-billetten? skrev han. Ønsker vi ikke at få vores hænder for beskidte? Er vi for travlt med at foregive, at det hele er godt? Er vi endda et samfund overhovedet?
Flere yogaploggere har sendt deres påtegninger Som Remski antydede - inklusive Derek Beres, Carol Horton og den canadiske Roseanne Harvey. (Remski er også canadisk.)
Der er selvfølgelig andre, der ikke mener, at yogaen overhovedet skal være politisk. Jeg synes, at denne politisering af yoga er respektløs og splittende, skrev EJ -kommentator Downdogandcats. Der er så mange steder i verden at finde disse egenskaber. Brug for yoga være bare en af dem?
Som SV.com -blogger Neal Pollack udtrykte det: Yoga kender intet politisk parti eller ideologisk tilknytning. Politik, som alt andet på denne dyrebare jord, er midlertidige.
