At øve yoga har en tendens til at skabe et forhold mellem studerende og lærer, der kan påtage sig en følelse af sikkerhed. Men hvad sker der, når det er tid for læreren at gå videre? Yogaviarier is a new column that offers a glimpse at the life of the person on the mat leading you through your practice or the person on the mat next to you —the serious, the silly, and the still-in-progress parts that you never witness. You may find that in some ways, everyone in class isn’t so different than you after all.
Dag en
My students often ask me at the beginning or end of class—Where will you be teaching this summer? Will there still be classes in June? You’re not leaving, right?
Jeg smiler. Mine svar er varme, men vage. Yogalærernes tidsplaner ændrer sig altid og skifter, men studerende kan lide at opbygge deres praksis omkring rutine. De vil have sikkerhed fra os.
Selv efter at mit første studie blev lukket for flere år siden, har jeg altid tilbudt offentlige yogakurser i denne bjergby. Nu med min nuværende plads, der snart lukker, vil jeg ikke tilbyde offentlige klasser mere for første gang i næsten et årti. Og jeg har ikke annonceret det offentligt endnu.
Men mine studerende kan fornemme, at noget ændrer sig.
Jeg har ikke fundet en måde at sige, hvad der er sandt uden at skuffe mennesker. Og skuffelse er den sidste følelse, jeg vil efterlade nogen med, især i et rum, der altid har følt mig hellig.
Dette samfund, disse klasser - de har været min hjerteslag. Men noget skifter. Jeg har ikke sagt ordene endnu, ikke fuldt ud. Måske fordi jeg stadig behandler dem selv.
Dag to
Jeg har undervist yoga her i ni år.
1960'er herremode
Ni års solopgang kører til studiet. Af at pakke rekvisitter ind i min bil og låse dørene op, før nogen anden ankom. Af at holde plads, belysning af stearinlys, justering af kroppe, tørre måtter ned og derefter gøre det hele igen næste dag.
I 2025 - et universelt år 9 - kan jeg føle cyklusslukningen. Ikke på en dramatisk måde. Bare ... med en stille viden. Det arbejde, jeg har udført her, er komplet. Jeg prøvede mere end én gang at åbne noget nyt. Men dørene ville ikke forblive åbne. Og nu forstår jeg hvorfor. Nogle gange lukker livet døren for dig, når du er for hengiven til at gå væk på egen hånd.
Dag tre
A longtime student stopped me after class today to commiserate about the gym’s space closing. She said, We’ll find you a place to teach. We won’t let you leave! Then she started listing spaces she thought I could use. I smiled and started to thank her, but I felt that familiar lump in my throat—the one that comes from knowing something you’re not quite ready to say aloud.
Everyone means well. Their ideas and offers come from love. I know that. But they also carry a weight that presses on my shoulders long after I leave class.
Jeg har prøvet. Mere end de ved. Jeg har holdt tråden i dette samfund så længe jeg kunne. Gennem nedlukninger og overgange og klasser, hvor kun to personer dukkede op. Gennem hjertesorg og håb og alt derimellem.
Jeg elsker stadig dette samfund. Men vægten af at opretholde den er blevet for tung. Jeg er nødt til at lægge det ned nu, selvom ingen helt forstår hvorfor.
Dag fire
Some of my students have been practicing with me for all nine years. I’ve seen them through pregnancies, divorces, career changes. I’ve hugged them in the reception after class when they were going through loss. We’ve grown up together, in a way.
'strandbryllupstøj til mænd'
One student came to class the day before leaving on a month-long trip. She knew she wouldn’t be back before my final class at the gym’s studio, and she looked at me with so much love in her eyes and said, This isn’t goodbye, but I will miss you dearly.
Der er en dybde til disse forhold, der er svært at forklare mennesker uden for det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige farvel til den slags obligation. Måske behøver jeg ikke. Måske skifter obligationen, men den forsvinder ikke.
Det gør stadig ondt. Det gør ondt at vide, at det at gå væk fra undervisningen her kan føles som opgivelse af nogle af dem. Men jeg kan ikke fortsætte med at undervise i skyld. Det er ikke den energi, jeg vil videregive. Det er ikke yoga.
Dag fem
En ny by ringer. Det er ikke højt eller prangende. Bare en stabil brum i baggrunden, der vokser lidt stærkere, hver gang jeg træder ind i studiet, har jeg pendlet til de sidste seks måneder. Det føles allerede som hjemme.
Jeg har fået en rolle i deres læreruddannelsesprogram - en invitation til mentor, at forme lærere, til at træde ind i en version af mig selv, som jeg langsomt har udviklet mig til i årevis.
Der er stadig meget at finde ud af. Intet er fuldt defineret endnu. Men for første gang i lang tid har jeg ikke lyst til at skubbe. Ting flyder.
Dag seks
Jeg ved ikke, hvordan juni vil se ud endnu, når min bevægelse er officiel. Hvad jeg ved, er, at jeg ikke vil skynde mig. Jeg vil ikke hoppe fra at ende med at begynde uden at ære pladsen derimellem. Jeg higer efter hvile. Integration. Måske endda stillhed.
Min fødselsdag er i slutningen af maj. Jeg tænker på at tage en tur, et sted stille. Bare mig, skoven og en journal. Ingen tidsplan. Ingen forventninger. Bare tid til at lytte. At behandle. Til at begynde igen. Langsomt.
Dag syv
Det er ikke farvel. Jeg kommer tilbage. Stadig rundt. Aldrig langt.
Men det er slutningen på noget. Afslutningen af at tilbyde yogakurser i dette samfund. Af at være den, der altid holdt tråden bundet, da mit hjerte vidste, at det var nødvendigt for at løsne sig.
Dette er slutningen på en cyklus. Af en rolle. Af en rytme, jeg har kendt i ni år.
Jeg har ikke sagt ordene højt endnu. Men jeg kommer nærmere. Afslutningen sker allerede, selv uden meddelelsen.
Og et sted dybt inde føles det som fred.
