Længe før der var en spredning af berømtheds yogalærere, var der Lilias Folan, der nåede ud fra Midtvesten over luftbølgerne i det offentlige tv for at bringe yoga til den almindelige (og ofte stive) mand og kvinde.
Kone, mor til to og bedstemor til fire, Lilias har øvet yoga i mere end 30 år. Selvom hun bemærker, at hun på 64 år gammel taler mere med hende, er hun lige så inspireret af praksis som nogensinde.
Stylesway VIP: Hvordan viste din PBS Lilias! komme til at blive?
Lilias Folan: En af mine studerende i de tidlige 70'ere gik hjem og fortalte hendes mand, der var producent for vores lokale PBS -station, WCET Channel 48, jeg har den perfekte person til at lave en yogaserie. Jeg plejede at se Richard Hittleman, da jeg først begyndte yoga. Han havde to perfekte kvinder bag sig, men da jeg begyndte at undervise, vidste jeg, at de kroppe, jeg kiggede på, ikke var perfekte. Jeg tænkte, jeg kan kommunikere dette bedre.
Sv: Hvor længe havde du undervist, da du startede serien?
LF: Omkring fem år.
Sv: Var det skræmmende at undervise på tv med relativt lidt undervisningserfaring?
LF: Jeg var for uskyldig til at blive bange. Når du virkelig laver dharma, vil intet stoppe dig. Jeg følte forbindelsen til mine usete studerende med det samme. Kameraet og rødt lys blev så forbundet med mig, at da jeg underviste foran rigtige mennesker, følte jeg mig ejendommelig.
Sv: Det ser ud til, at medierne - television, video og internettet - har påvirket formidlingen af yogapraksis dramatisk.
LF: Jeg har lige modtaget et brev fra nogen, der har studeret med mine videoer i et fyrtårn i Canada!
Sv: Du led af depression på et tidspunkt, hvor dit liv syntes at have alt - en mand, to børn, et dejligt hjem - og det var her, du kom til yoga. Hjalp yoga dig med at have følelser af tilfredshed?
LF: Da jeg først kom ind i yoga, var det mentale ubehag, jeg havde, for pinligt til at tale med min læge om. Jeg var så vant til at bære den mantel af tristhed, den dybe brønd af utilfredshed, der var en del af mig. Jeg tilbragte to til tre år med en meget fin psykiater og talte fortiden intelligent og med helbredelse. Men yogaen begyndte at rydde remanensen af noget af tristheden - spontant og meget langsomt. Jeg var nødt til at gennemgå meget ubehag. Hvad sindet længe har glemt kroppen husker.
Sv: Hvilke stillinger var mest vanskelige eller ubehagelige for dig da?
LF: Fordi jeg er meget atletisk, kom holdningerne let. Det sværeste var at sidde stille i meditation eller ligge i afslapning. Folk ville fortælle mig, at de ikke kunne sidde tæt på mig, jeg ville udstråle så frygtelig agitation. Når jeg ville gøre yoga nidra, ville denne kvalme og tristhed komme op fra min mave, skimmer og derefter forlade. Jeg vil spørge, er det noget, der vender tilbage? Men det forlod mig i stedet for at gå ind.
Sv: How do you handle a student’s raw emotions when you’re teaching a class?
LF: I believe that if something arises, you don’t clamp it down, because it might wrap around your kidneys. I create a safe container and share my process with the class. I look at kidney stones as unshed tears. Tears are our birthright. The purpose of yoga is to know thyself. If thyself is having a moment of shimmering depression, let’s look at it, then let it go.
Sv: Hvad er din praksisrutine?
LF: Meditation og vejrtrækningspraksis hver dag om morgenen. Nogle gange er jeg på farten, og det skal være om aftenen. Jeg laver en god halvtime hver dag i Asana og en times tid i weekenderne. Men jeg går også på et gymnastiksal to gange om ugen og lader nogen udøve mig. Og jeg besøger andre menneskers Hatha -klasser. Jeg er en vokset studerende.
Sv: Hvad er dit bedste råd?
LF: Tilslut igen med din indre tilfredshed og stilhed dagligt. Det er noget, der altid er der, men vi kommer ude af kontakt med det. Det er vigtigt at bringe vidnet selv til praksis - det er et af linkene indad. Vidnet dommer ikke, observerer alle.
